Artiklen er en systemteoretisk analyse af tre managementbøger: Lars Kolinds
Kolind Kuren, Alfred Josefsens Min passion for ledelse og Mads Øvlisens Heartcore.
Bøgerne repræsenterer det, der kunne kaldes ”meningskommunikation”,
nemlig kommunikation, der sætter en større bestemmelse – en ”mening” – som organisationens egentlige formål og eksistensbetingelse. I artiklen undersøger
jeg, hvad der sættes på spil, når mening gøres til et centralt element
i organisationers kommunikation. Med afsæt i systemteorien vil jeg hævde, at
meningskommunikationen udfolder en religiøs kodning, der 1) iagttager organisationens beslutninger med afsæt i sondringen immanens/transcendens, og 2) inviterer medarbejderen til at iagttage sig selv som formidler mellem det immanente og det transcendente gennem inkarnationen af organisationens
større bestemmelse. Mit argument er altså, at meningskommunikationen ikke
blot handler om ”at gøre en positiv forskel”, men om at gøre medarbejderen
til genstand for religiøs selvrefleksion. Hvis det er rigtigt, betyder det, at
medarbejderens personlighed gøres organisatorisk relevant på en ny måde. I
denne kontekst sættes personligheden ikke længere som noget, der kontinuerligt
skal udvikles, men snarere som et afsluttet reservoir af begivenheder og
historier, der potentielt kan udtrykke det transcendente.
ENGELSK ABSTRACT:
Nikolaj Kure: Meaningful Working Life and its Religious Coding
The article is a systems theoretical analysis of three contemporary Danish books about management: Lars Kolind’s Kolind Kuren, Alfred Josefsen’s Min passion for ledelse and Mads Øvlisen’s Heartcore. These books discuss what could be called “meanings communication”. This is the idea that communication defines the larger purpose – or meaning – in an organization’s raison d’être. I examine what is at stake when organizations put meaning at the heart of their communication. My main contention is that meaning communication displays a religious code that 1) observes decisions by means of the scheme immanence/transcendence, and 2) invites the employee to observe herself as an intermediary between the observable and the transcendent through the incarnation of the organization’s ”meaning”. I argue that “meanings communication” is not simply about ”making a positive difference” but about making the employee reflect about herself in a religious manner. If I am right, this suggests that organizations’ views on personality are changing. The employee then should see her own personality not as an object of continuous development, but as a reservoir of events and stories that may reflect the organization’s transcendent meaning.
Key words: Meaningful work, religion in work, systems theory, self-management.
Editorial